ETISKE RETNINGLINJER
§ 1
Som psykoterapeut gør jeg mit bedste for at varetage klientens bedste interesse, støtte klientens eget ønske om udvikling og anerkende klientens livsverden. Respekten for klienten går altid forud for psykoterapeutens interesser.
§ 2
Jeg har grundlæggende tavshedspligt omkring alle forhold vedrørende klienten, herunder om der foreligger et klientforhold, både under og efter terapiens ophør.
§ 3
Jeg forpligter mig til, i forbindelse med gruppeterapeutiske processer, at italesætte krav om tavshedspligt og dermed klargøre, at der ikke må videregives, udnyttes, eller på anden måde gøres brug af den fortrolige information, der fremkommer under sessionerne.
§ 4
Al journalføring, uanset om den er digital eller skriftlig, skal foregå med klientens samtykke og følge GDPR.
§ 5
Som psykoterapeut har jeg ikke intim eller privat omgang med en klient, der er i et terapeutisk forløb. Indledes et intimt eller privat forhold til en tidligere klient, skal det terapeutiske forløb være afsluttet i minimum 6 måneder forinden.
§ 6
Som psykoterapeut skal jeg af egen drift henvise en klient til anden behandling, herunder til sundhedsfaglig behandling, hvis jeg mangler kompetence for klientens problemer/ønsker, eller hvis min objektivitet kompromitteres. Henvisningen til anden behandling/behandler skal altid baseres på klientens behov og udføres etisk og professionelt.
§ 7
Jeg har ansvaret for, at en igangværende terapi altid afsluttes på en terapeutisk forsvarlig måde, evt. ved henvisning til anden relevant form for terapi, til sundhedsfaglige personer eller en anden psykoterapeut.
§ 8
Jeg har ansvar for at sikre min faglighed ved at få egenterapi og supervision, samt gennemføre ajourføring / efteruddannelse.
§ 9
Som psykoterapeut forpligter jeg mig til, skulle jeg få personlige problemer, at søge vurdering af egen faglig habilitet gennem egenterapi og supervision.