Taknemmelighed

Camilla Lotus i roligt øjeblik med fokus på taknemmelighed og nærvær

Hver aften, når jeg lægger mig i min seng, gør jeg noget meget enkelt, som har ændret måden, jeg oplever mit liv på.

Jeg siger for mit indre:

Jeg er taknemmelig for…

Og så nævner jeg en række ting.

Mine tre børn er altid det første på listen.

Derefter kan det være alt fra mit hjem til min seng, mine relationer, naturen, min sunde, stærke krop – eller 1000 andre ting.

Har du prøvet det?

At minde dig selv om alt det, du har at være taknemmelig for?

På kort sigt kan det give en øjeblikkelig følelse af, at der faktisk er meget at være glad for.

At bekymringerne måske bliver en lille smule mere overkommelige.

Samtidig er det svært at være bitter og vred, mens du føler dig oprigtigt taknemmelig.

(Prøv selv.)

På den lange bane kan du (med vedholdenhed og en beslutning om dagligt at huske på bare 3 ting) begynde at opleve dit liv som lettere og mindre angstfyldt.

Og måske få lettere adgang til glæde.

Måske endda en følelse af, at livet faktisk er meningsfuldt.

Det lyder måske banalt.

Men det er det ikke for mig

Mit lille aftenritual har gjort, at jeg i min hverdag langt nemmere får øje på ting at være taknemmelig for – helt uden anstrengelse.

Jeg skal ikke engang tænke over det længere.

Min hjerne begynder selv at foreslå mig ting at være taknemmelig for i løbet af dagen.

Som en tilgroet sti, der igen og igen er blevet betrådt, så den nu næsten er blevet til en hovedvej.

Og det virker faktisk som en modgift mod brok.

Kender du til at have en hjerne, der automatisk leder efter noget at brokke sig over?

Det er så menneskeligt!

For det kan være en måde at forbinde os med andre på.

Vi mennesker er sociale væsner, og vi længes efter at høre til.

Og en ret sikker måde at skabe kontakt på er, at blive enige om, hvad der er irriterende.

“Ej hvor er det også irriterende, at…”

Kender du det ?

Jeg er i hvert fald selv hoppet med på den, fx. i lægens venteværelse.

Men hvad nu hvis vi også kunne forbinde os et andet sted fra?

Hvad nu hvis vi en gang imellem turde sige noget som:

“Jeg sad lige og tænkte på, hvor vildt det egentlig er, at vi kan komme til lægen og få gratis hjælp, når vi har brug for det.”

Måske lander det ikke altid.

Men måske gør det?

Og måske åbner det et lidt blødere rum mellem os…

Prøv lige nu, inden du hopper videre, at huske på 3 ting du er taknemmlig over.

Og skriv dem gerne ned.

Glædeligt taknemmeligt forår 💚

Scroll to Top